Signe Carlsen

Kreative aktiviteter har altid haft min interesse, og for omkring fem år siden kom jeg ved en tilfældighed i gang med at male. Inspirationen til at komme i gang kom fra en kollega, der underviser i billedkunst. Siden jeg fik begyndt at male, har jeg malet meget og har lærreder og maling stående klar, så det er nemt at gå til og fra. Jeg har været på et enkelt malekursus og de fleste af teknikkerne jeg har lært, har jeg læst om og set på Youtube. Når jeg en gang får mere fritid, vil jeg gerne på malekurser for at blive inspireret og lære endnu mere.

Det er fortrinsvis abstrakt, jeg maler. Når jeg går i gang med et billede, bestemmer jeg mig for nogle farver, jeg vil starte med. Der kan også være en idé om, hvordan billedet skal se ud, men det ændrer sig som regel undervejs. Mine billeder består af mange lag, da jeg hele tiden lægger lag på lag, og undervejs opstår nye farvesammensætninger og motiver. Et billede kan være længe undervejs, til jeg når frem til et resultat, jeg synes om.

Fest-og kulturugeplakatens tema er: ”En forårshilsen til solen”. Inspirationen til temaet er hentet i Benny Andersens sang med samme titel. Da jeg maler abstrakt, har jeg lagt vægt på, at farverne i billedet skulle give en fornemmelse af forårets lys. Beskueren finder måske også andre ting i billedet, der leder tankerne hen mod sol og forår.

Jeg bor i Jerlev og arbejder til dagligt som lærer på Egtved Skole, hvor jeg har været ansat i snart 35 år. Her har jeg også undervist i de kreative fag en stor del af årene.