Fotos 2016

Her et uddrag af årets begivenheder.

 

Læseheste

På Roberthus blev der fyldt et mødelokale med litteraturhungrende læseheste. Det skete så hurtigt, at der straks måtte sendes bud efter mere kaffe, for kaffe må der til når man skal koncentrere sig. Bibliotekar Else Zakarias bød velkommen til bogcafé, og hun gav gode tips til forårets læseoplevelser. Bøgerne var gjort klar i den rigtige rækkefølge, og en liste blev sendt rundt. "Lad os mærke bøgerne og sende dem rundt". Tage Skou Hansen: Krukken og stenen - en historie fra det runde bord. Handlingen foregår i 1960ernes og 1970ernes Århus, hvor velstanden breder sig og samlivet forarmes. Else Zakarias læste op fra centrale kapitler i bogen.

 

En lille sørøver

Ved gymnastikopvisningen i Brunmosehallen var lille Emilie klædt ud som sørøver, for det første hold på gulvet skulle nemlig være "Far, mor, bedste og børn" ved Jolanta Frempong. Det er gymnastik for de allermindste, så lidt nervøs har man vel lov til at være, når det er første gang. Heldigvis er mor Vibeke lige ved hånden. Inden vi kunne gå i gang, skulle der synges de traditionelle fællessange.

De allermindste

De allermindste fra holdet "Far, mor, bedste og barn" oplevede en begyndelse på den gymnastiske verden med at kravle, løbe, hoppe, danse og ride på skulder. De skulle bevæge sig gennem en bane med lette, bløde og farvestrålende redskaber, som er velegnede til at træne motorikken. Efter en lang tur gennem den grønne tunnel uden ledsagelse af en voksen, var det befriende igen at kunne se lyset. I en sådan situation er det betryggende at have sutten med.

Springlopperne

Her er børnene blevet så gamle, at det begynder at ligne rigtig gymnastik. De optrådte i stribede fangedragter og så rigtig seje ud. Men ud over de lette bløde redskaber er også plinten og rullemadrassen i spil. Heldigvis var der altid en voksen til at hjælpe, når man skulle passere en af de vanskelige forhindringer. For gennemføre det skal man, her er man for stor til at give op og vise tudefjæs. Olivia hjælper en deltager over et af de mere voldsomme redskaber.

Naturens materialer

På Roberthus havde Egtvedegnens Husflidsforening etableret sig i trygge rammer og med alskens materialer. Lisbeth Matthesen og Henning Højvælde havde taget et for mig nyt materiale i anvendelse, nemlig rughalm. Det er høstet på egen mark og har tørret i vinterens løb. Inden det kan bearbejdes, skal det vandes, så det kan blive smidigt. Resultatet efter en nørkledag er kurve og bordskånere, i gamle dage fremstillede man også brændekurve af rughalm. I forgrunden en kurv fremstillet af pil og bark.

Det bedste ved Egtved

Egtved Udviklingsråd havde inviteret til fotoudstilling. På Roberthus myldrede det ind i mediesalen. Der blev budt på vin og chips som det hører sig til ved en fernisering. Kirsten Jensen fortalte om forløbet i en fire måneder lang foto konkurrence, som blev skudt i gang på Vingstedmessen sidste år. Der er i alt indkommet 198 billeder, og det er flot. Nogle har været i fotoarkiverne og andre har kørt rundt i Egtved og omegn flere gange, så resultatet var overvældende, da dommerkomiteen var samlet. Komiteen har været på en vanskelig opgave, da de udtog tre billeder til finalen. Viceborgmester Søren Peschardt har været med i komiteen og synes det har været en fornøjelse: "Politikere ved lidt om mange ting, men heldigvis havde Mads Hansen fra VAF stor faglighed."

Den kongelige Porcelænsfabrik

På Egetoft var der udstilling af effekter fra Den kongelige Porcelænsfabrik. Der var et stort fremmøde, så seancen blev flyttet fra udstillingslokalet til caféen. Vagn Søgaard bød velkommen og indledte med en formaning: "Pas på, nu ingen uheld". I cafeen kunne vi over et glas vin lytte til Vagn Søgaards præsentation. Over 50 personer har udlånt porcelæn til udstillingen. I tykke bøger står der meget om Den kongelige Porcelænsfabrik, og Vagn havde tydeligvis været dybt i bøgerne: Det hvide guld kom til Europa fra Kina i 1600 tallet både ad Silkevejen og med skibe. Den første fabrik blev etableret i København i 1775. Vi fik et længere foredrag om porcelænets historie. Til sidst overtog Ingrid Laudal: "Det er den 9. udstilling vi laver, og vi slutter på toppen, så til næste år finder vi på noget andet. Tak til Karen og Vagn Søgaard."

Guitarens mester

Til Musikalske Venner i Egtved Forsamlingshus havde Lisbeth Refbjerg medbragt tre guitarer, og vi blev præsenteret for en håndbygget canadisk af slagsen. Hun var lidt af en samler med 22 guitarer derhjemme, men sandelig også noget af en virtuos. Der var et fortryllende samspil mellem Helle Lynges stemme og Lisbeths guitar, eller som en ved bordet udtrykte det efter en solo: "Hold da fast, man skulle tro det var Billy Cross". Det var da vist en kompliment.

Danmark Dejligst

På Egetoft ventede en udsolgt sal på eftermiddagens foredragsholder, Jesper Theilgaard. Anne bød velkommen til en vi alle kender: "På godt og ondt", lød det straks fra Jesper Theilgaard, som var kommet tæt på sin hjemegn, da han er vokset op i Tørring. Sang og musikalitet har været en stor del af opvæksten, og vejret har gennem tiderne været en vigtig inspirationskilde til sangene, hvor vi har al slags vejr, så vi indledte naturligt nok med "Det er i dag et vejr". Også guldaldermalerne har malet al slags vejr, de malede motiverne som de så dem. Også hos digterne har vejret haft betydning for slet ikke at tale om alle vore gamle mundheld, så derfor har Jesper Theilgaard skrevet en bog med titlen "50 vejrvarsler der måske virker". Det meget inspirerende foredrag fortsatte videre hen over eftermiddagen.

Karismatisk leder

Tove Jensen er leder af Hundslund Mazurka Band, som i år gæstede Egetoft. Vi kender hende for hendes slagfærdighed, og det gode humør smittede snart til forsamlingen. "I skal selv arbejde, I har fået en sangbog." Hun mente, at vi også i Egtved kunne forstå jysk, så hun fortalte anekdoter på jysk og en enkelt sang af Anton Berntsen blev det også til. Undervejs var der planlagt en afdeling med danse, hvilket satte yderligere turbo på varmen i lokalet.

En rejselysten billedmager

I atelieret på første sal bød Mette Kramer velkommen til en intim forsamling, som var mødt op til fernisering. Lakalet var et billedmaæssigt vidunderlandskab med afrikanske dyr, norske fjelde, Provence, Spanien og Fårup Sø for blot at nævne nogle få motiver. Væggene var besat med malerier, loftet med akvareller og tegninger. "Vi har rejst en del og set en masse", fortalte Mette Kramer. Vi hørte om ture til Marokko og især Spanien med udflugter til fjerne kroge af landet med billeder der fortalte grusomme historier fra Spaniens dystre fortid. Hvor andre rejsende har fotograferet, der har Mette malet. Efter endt fortælling havde vi mulighed for med et katalog i hånden at foretage en kunstvandring i hele huset. Pludselig, i et hjørne på gulvet, fandt vi originalen til årets Fest- og Kulturugeplakat.

Stegt flæsk og amatørteater

I Egtved Forsamlingshus blev der traditionen tro afholdt middag og teateraften. Denne gang med "En rigtig beskidt historie", som er en fri bearbejdelse af Holbergs komedie, Den Stundesløse. Stykkets hovedperrson Hr. Jeronimus er grebet af stress og bilder sig ind, at alt bliver kaos, hvis han ikke har overblik over og styrer alt, hvad der foregår i huset. Her sørger tjenestepigen Pernille for at bortskaffe de generende fluer fra Hr. Jeronimus' nærmeste omgivelser. I baggrunden sidder hans datter Leonora i sit jomfrubur.

Arbejdende værksted

En del af Frank Thiels arbejdsproces består i at tage et billede af et påbegyndt maleri, læse det ind i computeren og åbne i "Paint". Så kan man lege lidt med det, få en tanke, prøve den af, forsøge sig lidt frem og tilbage og derefter bedømme resultatet inden man arbejder videre på det rigtige lærred. At slå en rød streg på et lærred kræver både maletape og klar lak for at hindre farven i at sprede sig til andet end netop en streg. Det er en tidskrævende og en nøjagtig proces.

Etniske lækkerier

Til Etnisk Dag på Egetoft blev der båret ind som om hele Egtved og omegn var inviteret. Det var mad af mange nationaliteter og i alle former og farver, og der bredte sig en duft ud over alle lokalerne som om vi var på et orientalsk marked. Holdet fra Ukraine stillede op med kreativt udsmykkede lagkager i overstørrelse, salater, suppe, krydret duftende kødruller og diverse bagværk til kaffen. Flere boder blev indrettet, så der kunne hentes mad til både forret, hovedret og dessert og såmænd også med noget til kaffen bagefter. Det ukrainske bord er her i gang med at line op med påskepynt, så deres bord både fik øjnene og tænderne til at løbe i vand.

Modeshow af genbrugsmaterialer

En effektfuld afslutning på Fest- og Kulturugen var modeshow ved Simmersted Multihus. "Roberne" har de selv designet i samarbejde med en friskole og en børnehave, der har hjulpet med at tegne effekterne. Her var stort set alle materialer repræsenteret: Aviser, plastposer, affaldsposer, plastbægre, pilegrene, fiskenet og papir i form af origami - og så naturligvis garn. Efter modeshowet greb det filippinske hold guitaren og gjorde klar til fællessang. Nu var alle mætte og tilfredse og kunne gå hvert til sit med gode minder om dette års Fest- og Kulturuge.