Fotos 2015

Et udpluk af årets begivenheder

Velkommen

Formanden for Fest- og Kulturugen, Hanne Younes, bød velkommen til plakatpræsentation i mediesalen på Roberthus. Mange havde trodset vinterkulden, og for dem kunne hun præsentere to gæster: Plakatkunstner Viggo Jensen, der ville fortælle om sine tanker omkring årets tema. Også velkommen til komponist og tekstforfatter Micael Castor Andersen, der ville fortælle og spille frihedens sange i anledning af 70 året for afslutning af Anden Verdenskrig. Her sammenligner Hanne originalen med plakatens første tryk.

Kunst og TV

Ved en hyggelig reception hos Egtved Lyd & Billede fik årets plakatkunstner, Viggo Jensen, mulighed for at vise sine mange talenter i at fortolke naturen. "Skovvejen" og "Ved åen" er to fremragende eksempler på hvor lyset også bryder frem i Viggos univers. En hyggelig snak over et glas vin eller en kop kaffe med småkager omkring maleri og de nye, stadigt mere imponerende TV modeller, gjorde eftermiddagen til en god oplevelse. Karen Schmidt sørgede for den behagelige atmosfære og hyggede omkring de gæster som interesseret kiggede forbi.

 

Tre betydelige generationer

På Egetofts bustur til møller i området var første stop Nybjerg Mølle. Den mellemste generation, alias naturvejleder Peer Høgsberg, præsenterede den yngre generation i form af Bjørn Jacobsen, barnebarn af Carl Jacobsen. Bjørn er altså vokset på på møllen og har nu købt den for at vende tilbage til sit barndomshjem og for at undgå fjernelse af den ældre generation til højre. Vi gik dernæst ind i møllen, som er bygget i 1850. Der har været både mølleri, butik og brændevinsbrænderi. Og så skulle man naturligvis have noget at spise og drikke alt imens kornet blev malet. Vandmøller har altså været vigtige kulturcentre på landet.

Velkommen til Balle Billedskole

Mette Kramer bød velkommen til fernisering og takkede de medvirkende. Også i år har Mette Kramer undervist konfirmanderne. Der hænger 14 billeder i kirken  malet efter Fest- og Kulturugens tema. Efter velkomsten gav Mette ordet videre til kulturudvalgsformand Dan Arnløv Jørgensen, som var imponeret over Mettes mangeårige kamp for at få kunst på et relativt højt niveau til at blomstre i Balle. Det er blevet forår, lyset er kommet til Balle.

Kunstfærdige kager

Elena Tarasenko fra Haderslev er uddannet konditor, og det ses tydeligt på de medbragte kunstværker. Den ene er en chokoladekage og den anden er en kikskage med frugt. Pynten består af marcipan og fondant, og der var rig lejlighed til at beundre kagerne, da de først skulle spises til kaffen længere hen på eftermiddagen. Elena stammer oprindeligt fra Ukraine, ved Etnisk Dag var der dækket fire borde op med ukrainske flag.

Musik til søndagskaffen

Afslutningen på en travl Fest- og Kulturuge var traditionen tro Etnisk Dag på Egetoft, hvor byens madglade gæster samledes omkring mad fra alverdens lande med tilhørende søde sager til kaffen. Gæsterne sivede ud og ind, man mødte gamle bekendte, hyggede sig, traf aftaler og nød at være indendørs i det lunefulde danske forårsvejr. Her giver det filippinske madhold en lille koncert med mulighed for fællessang.

Indmarch og fane

Der var store forventninger inden indmarchen til gymnastikopvisning i Egtved Hallen. Egtved Idrætsforenings fane skulle først præsenteres og de medvirkende hold marcherede derefter ind og stillede sig på række. Her er fanebærer Ragnhild Carøe fra Springlopperne klar til indmarch, det er en ære at være den første på gulvet. Efter indmarchen bød Tine Helles velkommen, og der var fællessang inden første hold fra vinterens træning kom på gulvet.

Power Chicks

Efterhånden som eftermiddagen skred frem blev børnene på gymnastikholdene større og mere rutinerede. Var man hurtig og havde meget energi, var man på "Turbo Mix" holdet. Den opadgående formkurve blev dog afbrudt af "Bevægelse og afspænding" for pensionister. Et nutidigt indslag var et hold drenge med Hiphop og Streetdance. Her er Power Chiks fra 4. og 5. årgang i færd med opvisning under instruktion af Anne Læborg.

Nedstyrtet bombemaskine

På Museet Højvang har Jørgen Wandel benyttet vinteren til at grave nye ting frem fra besættelsen. Det er der blevet en fornem udstilling ud af. På kanten af Jordrup sogn styrtede der en engelsk Lancaster bombemaskine ned, og der er fundet nye billeder fra hændelsen. Samtidig er vi så heldige at have Peder M. Pedersens erindringer, hans ejendom lå i nærheden, han blev vækket af begivenheden og var en af de første på stedet. Der var også nye oplysninger om 5. maj stenen, der blev fundet på kantan af Oustrup bæk og med stort besvær transporteret til Egtved og anbragt hvor den står i dag.

Takt og tone med højt humør

Gitte Hornshøj viste sig fra begyndelsen som en humørbombe på Egetoft. Og Egtved var ikke ukendt territorium, hun havde nemlig været her for nylig som afløser for Lisbeth Dahl. "Jeg glæder mig, skynd jer at hente kaffe, så går vi i gang." Gitte vil forsøge på at gøre en forskel, og hun har utvivlsomt udviklet sig til humorist ved at være kromutter i Herning gennem 20 år. Det har givet mange oplevelser, især da hun ved et kongeligt besøg skulle servere for dronningen. Senere blev det som ekspert på TV, selv realityshows har hun medvirket i. Vi blev alle fastholdt i den gode energi, humør og morskab. Husk, når I åbner Champagnen må den kun give et "nonnesuk".

Sort-hvide fotos

Ingrid Majgaard fra Øster Starup havde været en tur på Island. Det var der kommet både blyantstegninger og fotos ud af, ikke sort-hvide, men det ser sådan ud, når man befinder sig i et lavalandskab. Viggo Jensen holdt sig til sine kendte motiver, træer, marker og høns. Originalen til Fest- og Kulturugens plakat var naturligvis med på udstillingen hos De Kunstnære.

Bløde former

Vurderingsekspert Mette Sofie Nielsen fra Lauritz.com fortalte om glaskunstneren Per Lütken ved glasudstilling på Egetoft. Indtil 1942 førte Holmegård Glasværk en noget anonym tilværelse. Efter Per Lütken blev ansat som designer, begyndte man at markere sig, også internationalt. Mette Nielsen fortalte om "Næbvasen", som var et berømt design. Der blev ruttet med glasset, tykt glas med bløde former, ofte med luftbobler i foden på vaser. Det læbevenlige glas var skibsglasset. De mest anvendte farver var safirblå, søgrøn og flaskegrøn. Mange af tingene var signeret, men da produktionen var omfattende, er priserne på auktion ofte moderate, dog høje på de unikke ting.

Der kommer en maler

Én maler kommer ikke alene - var titlen på Teaterforeningen Blækspruttens forestilling i Egtved Forsamlingshus. Her bliver malersvenden instrueret af den forstyrrede enke i det store hus. Hun spilles af Dorthe Hvid. I stolen sidder hendes mand, Georgio, som døde for tre år siden, eller rettere blev pacificeret for tre år siden med en daglig indsprøjtning. Han lever i minderne, og hun taler til ham som i gamle dage. Nu sidder han så der, bleg som en voksfigur, men hvorfor skulle han ende sådan?

Et godt hjælpemiddel

Når man bliver ældre og hørelsen svigter, kan et lille videokamera være et fortræffeligt hjælpemiddel. Så kan man sætte det til fjernsynet når man kommer hjem og se Blækspruttens teaterstykke uden forstyrrende elementer og pivelyde fra eventuelle høreapparater. For første gang i Fest- og Kulturugens historie er Niels Schaiffel ikke arrangør i Randbøl Sogns Museumsforening. Der skal nu nye og yngre kræfter til. I salen bød Laurids Lauridsen velkommen på vegne af Egtved Borgerforening, langbordene var fyldt med publikum, og så kom det med længsel ventede stegte flæsk på bordet.

Eventyret om Tornerose

På Egtved Bibliotek var børn og voksne samlet til børneteater. I det lille kongerige havde kongen og dronningen fået en lille prinsesse, og så skulle der festes. Hun skulle hedde Tornerose, og de drog rundt i byen og viste hende frem. Hele byen var inviteret med til barnedåb, også de tre gode feer. Også den tapre og seje prins ude fra skoven var inviteret med, men de havde glemt at invitere tjørneheksen. Men er tjørneheksen nu farlig?